Bynære, regenerative landbrug - forskningsprojekt i samarbejde med RUC
Vi er meget stolte over at vi, i samarbejde med Roskilde Universitet, er en del af et tre-årigt forskningsprojekt, TRANS Lighthouses, der skal fremme naturbaserede løsninger i Europa. Vores del af EU-projektet består i et laboratorium for udvikling af kommunale regenerative bynære landbrug.
Invitation til fagligt seminar
ALSIDIGE, BYNÆRE JORDBRUG
Tirsdag d. 27. oktober kl. 10.30 - 15.30 på Roskilde Universitet
Dette seminar er kulminationen på tre års samarbejde mellem Roskilde Universitet og foreningen Regenerativt Jordbrug om udvikling og udbredelse af regenerative jordbrugspraksisser. Det er et relevant fagligt seminar for producenter, kommunale fagfolk og forskere.
Vil du med på seminaret? Tilmeld dig på mail til maria@regenerativ.dk
Over en periode på 3 år - fra maj 2023 til november 2026 - har vi undersøgt småskala regenerativt jordbrug i Danmark med fokus på naturrelationer, social organisering, økonomi og politiske rammevilkår. Med afsæt i et fremtidsværksted med fokus på at gøre status og skabe visioner for veje videre frem, har vi gennem interviews og feltarbejde undersøgt potentialerne i et styrket kommunalt samarbejde om regenerativt jordbrug, med inddragelse af erfaringer i blandt andet København, Odsherred, Kerteminde, Aarhus og Lejre kommune.
Ambitionen med projektet har været at styrke og modne den regenerative videnbase i Danmark, herunder at støtte jordbruger-til-jordbruger vidensudveksling gennem vores forening. Projektet kan være med til at skabe en kollektiv vidensopbygning, så medlemmer af Regenerativt Jordbrug, og andre med interesse for regenerativ praksis, kan håndtere de udfordringer, som regenerative landbrugere står overfor.
Samarbejdet blev formelt indledt med en workshop ‘Regenerativt Landbrug 2024: Hvad har vi lært – hvor skal vi hen?’ i januar 2024 på Roskilde Universitet, hvor 30 medlemmer af foreningen deltog. Her undersøgte vi i fællesskab de udfordringer, visioner og indsatsområder, der er relevante for at fremme regenerativ praksis i Danmark.
Regenerativt landbrug er en helhedsorienteret praksis
For bynære små- og mellemskalalandbrug kan give mulighed for at forkorte kæderne og genetablere relationen mellem dem, der producerer, og dem, der spiser. Bynære landbrug er lokale laboratorier, der gentænker de klassiske produktions- og afsætningsmetoder. De kan være med til en positiv udvikling af klimahandlingsplanerne i kommunen, for med den grønne trepart sker der en forskydning over mod et større fokus på kommunens rolle som facilitator af forandring.
Kommunernes udtagnings- og lavbundsarealer kræver efterfølgende drift, hvor afgræsning er oplagt for at undgå tilgroning. Her kan de mindre, regenerative jordbrug tænkes med ved at skabe forbindelse mellem naturpleje og fødevareproduktion. Regenerativt jordbrug kan være ansvarlig for en langsigtet drift af naturarealer, eksempelvis gennem afgræsning. Kommunerne kan understøtte regenerativt jordbrug ved at bidrage til rydning og naturgenopretning, mens landbrugere sørger for afgræsning og dermed langsigtet bevaring af disse naturområder.
Den tilgang til kommunal arealanvendelse åbner også op for adgangen til jord, som netop er en fundamental udfordring for den nye generation af danske jordbrugere. Flere steder har kommuner indgået en forpagtningsaftale med alsidige småskala jordbrug. For kommunen kan sådanne aftaler indgå i arealforvaltning og drift ved gennem forpagtning at sikre, at arealer holdes i brug og ikke udvikler sig uønsket, hvilket reducerer kommunens fremtidige forvaltningsbyrde. For lokale jordbrugere kan længere råderet i en forpagtningsaftale giver forretningsstabilitet, så kommunen kan understøtte levedygtige virksomheder frem for kortlivede projekter.
Dette muliggør en endnu større indsats målrettet til at styrke det lokale vækstlag af fødevareproducenter i den enkelte kommune. Derved blomstrer potentialet i at understøtte udviklingen mod flere bynære, alsidige fødevareproduktioner gennemkommunalt samarbejde.
Praktisk
Projektet løber fra maj 2023 til november 2026 og koordineres af lektor Jonas Egmose, og postdoc Anya Umantseva fra Institut for Mennesker og Teknologi, på Roskilde Universitet og Maria Andersen fra Foreningen Regenerativt Jordbrug i samarbejde med foreningens arbejdsgrupper.
Vi kommer løbende til at dele resultaterne fra projektet her på hjemmesiden, via nyhedsbrev og vores årlige efterårsseminar.
Har du lyst til at bidrage til projektet, så er du meget velkommen til at skrive til Maria på maria@regenerativ.dk

