En kortlægning af potentialerne i kommunal understøttelse af bynære, alsidige landbrug
Tiden er moden
Rundt omkring i landet arbejder ildsjæle og embedsfolk på at understøtte vækstlaget i dansk fødevareproduktion og de unge landmænd og gartnere, som ønsker at dyrke mad til mennesker inden for de planetære grænser. Dette visionspapir samler op og peger fremad med konkrete eksempler og anbefalinger til, hvordan vi gennem kommunalt samarbejde styrker bynære alsidige jordbrug i Danmark.
Bynære jordbrug er laboratorier
Bynære landbrug er lokale laboratorier, der gentænker de klassiske produktions- og afsætningsmetoder.
Der produceres et alsidigt udvalg af afgrøder i en kvalitet, hvor smag trumfer holdbarhed på lageret. Der etableres lokale fødevarefællesskaber, der bidrager til madkulturel læring hos borgerne. Der samarbejdes med lokale, professionelle køkkener, som oplever et madfagligt potentiale i de unikke sæsonvarer og turismeerhvervet har fået øjnene op for det lokale landbrugs potentiale i at styrke markedspositionen for lokalområdet.
De mindre landbrug forvalter jorden efter regenerative dyrkningsprincipper, som øger biodiversiteten og sikrer jordens resiliens mod klimaforandringer.
Der er brug for nye veje
Transformationen mod en mere alsidig, bynær produktion rummer dog markante udfordringer. Mindre producenter arbejder ofte på meget begrænsede arealer, og mange står alene med drift og salg. Økonomien er tilsvarende sårbar for flere af disse landbrugere. Hertil kommer, at direkte afsætning kræver vedvarende salgsarbejde, tydelig kommunikation og en prissætning i et marked præget af høj pris-sensitivitet.
Kommunen er nøgleaktør i den grønne omstilling
Dette visionspapir peger på potentialet i at understøtte udviklingen mod flere bynære små- og mellemskala-landbrug, vækstlaget i dansk landbrug, gennem kommunalt samarbejde.
Her er kommunen en nemlig en central aktør i den grønne omstilling. Det er kommunen, der varetager de lokale interesser og konkretiserer de politiske ambitioner. Det er kommunen, der understøtter lokal erhvervsudvikling gennem erhvervshusene og kan hjælpe med støtte og rådgivning. Og det er kommunen der har ansvaret for den fysiske planlægning. De kan agere bindeled mellem generationerne i landbruget og styrke forbindelsen til de spisende - kommunens borgere.
Dette visionspapir tjener som et bidrag til den politiske samtale om kommunens rolle i at styrke en større lokal, dansk produktion af mad til mennesker, dyrket med regenerative principper.
Visionspapiret er udgivet af Foreningen Regenerativt Jordbrug i samarbejde med Roskilde Universitet i forbindelse med det europæiske forskningsprojekt TRANS-lighthouses (More than green – Lighthouses of transformative nature-based solutions for inclusive communities).

