Ny rapport fra EARA: målemetoder, ramme-værk og certificeringer
EARA – den europæiske alliance for regenerativt landbrug – har netop udgivet en rapport, der kortlægger de forskellige rammeværk for måling og certificering inden for regenerativ landbrugspraksis som findes i dag.
Et vigtigt perspektiv i rapporten er, at det regenerative bør forstås som en fortløbende proces, som vi også argumenterer for i Landmandens Vej. Målet er ikke at spørge: “Er du regenerativ?” men derimod: “Er du i en helhedsorienteret regenererende proces?”
Rapporten peger på, at en gennemgående udfordring i de eksisterende rammeværk er, at de har svært ved at tage højde for både økologiske, økonomiske og sociale parametre i målingerne. Blikket for konteksten er en anden udfordring: Hvad skal der til på den enkelte gård? Hvordan ser relationen ud til de nære økosystemer? Rapporten taler her om behovet for enhed uden ensretning.
Sidst, men ikke mindst, fremhæver rapporten vigtigheden af at gøre målinger økonomisk tilgængelige og til en hjælp for landmanden – samt at sikre, at data kommer fællesskabet til gode.
Regenerativt Jordbrug samarbejder og bakker op om EARA. Foreningens bestyrelsesmedlem, Sandra Villumsen, sidder i EARAs landmandsråd.
Gør du brug af nogle af de eksisterende rammeværk og målinger i din produktion? Eller har du input til arbejdet med måling og certificering, så smid gerne en mail til Anne@jordvirke.dk. Regenerativt Jordbrug er værtsorganisation for Jordvirke, et initiativ der skal styrke gennemslagskraften og det transformative potentiale i den voksende bevægelse af progressive, yngre landmænd.

